Jeg kan også mærke, hvor hurtigt jeg tager for givet, at alle andre også ved, hvordan hverdagen er, så det er nok på sin plads med en lille beskrivelse.
Det skal siges med det samme, at det er en ganske behagelig hverdag, vi har fået. Meget frihed og sjove oplevelser og meget få bekymringer og bøvl. Henrik går på arbejde ca. kl 8 og kommer hjem ved 18-tiden. Den Danske Ambassade ligger i gåafstand, hvilket virkelig er et privilegium Teherans trafik taget i betragtning. Ambassaden har mindre drift og mere politisk arbejde end mange andre ambassader, og Henrik er glad for arbejdet og samarbejdet med ambassadøren og de andre ansatte.
Der er ca. 16 ansatte på ambassaden alt inkl., og de er meget søde og hjælpsomme. De ordner også alle praktiske ting omkring tilladelser, bolig, rejser og den slags for os. Stor luksus! Jeg kommer jævnligt på ambassaden for at sludre og have supplerende sprogundervisning med Henrik og ambassadøren. Vi bliver undervist af Eva, en dansk ph.d. studerende på Teherans Universitet, som også har været en stor hjælp i starten, særligt til at introducere os for glæder i Teheran og omegn.
Jeg spiser morgenmad sammen med dagens ration af Weekendavisen. God avis og forbløffende drøj i brug. Kl 8:30 tager jeg afsted til Dekhoda Instituttet, som er et institut under Teherans Universitet, hvor jeg har undervisning 5 dage om ugen fra 9-12 sammen med en hel masse andre udlændinge. Vi er en blanding af unge, der forbereder sig til Universitetsstudier på farsi, børn af iranere i udlandet, der skal lære sproget, udenlandske kvinder gift med iranske mænd og så et par diplomatspouses som mig. Søde og spændende mennesker, og det er godt med intensiv sprogundervisning.
Undervisningen betyder også, at jeg er gået over på iransk uge, så jeg har weekend torsdag og fredag, mens Henrik har forskudt weekend fredag og lørdag (så der trods alt er 4 dage, hvor ambassaden og Asiatisk Plads er åbent samtidig). Det er lidt upraktisk. Jeg har også skulle vænne mig til lige at tjekke den iranske kalender, inden jeg går ud og køber mælk - i Iran er det i dag den 10. dag i den 8. måned i år 1388.
Indkøb foregår hos små handlende: købmand, grønthandler, slagter, bager... Jeg går forbi hver dag og øver mit begrænsede ordforråd - særligt den lille tandløse grønthandler opmuntrer og insisterer, så vi hilser pænt, selv når jeg ikke skal købe noget. Når det er sagt, så glæder jeg mig stadig til, vi får vores bil, og jeg kan tage på storindkøb og fylde skabene. Egerninstinktet lader sig ikke undertrykke.
Vi kan få næsten alt. Skummetmælk og rugbrød kan købes hos alle købmænd i vores område og hos en lille specialbutik lidt længere væk, er jeg blevet tilbudt lakrids. Sød lakrids fra Haribo ganske vist, men alligevel... Nogle ting er meget billige her, bl.a. er brød og benzin subsidieret, mens udenlandske varer skal importeres fra fx Dubai og koster ca. det samme som i DK.
Skal det være lidt sjovere tager jeg i den lokale bazar, Tajrish, ca. 40 min. gåtur fra lejligheden. Den er mere overskuelig end den store centrale bazar, men har alligevel alt, også i underholdning. Og så er området et af de steder, hvor jeg tydeligst kan mærke, at jeg er i Mellemøsten i en bydel, der ellers ofte kan minde lidt om Bruxelles.
Receptioner, middage og fester er også en fast del af hverdagen. Vi er typisk ude ca. 3 gange om ugen, men hvis vi ville, kunne vi fylde kalenderen op. I begyndelsen tog vi imod alle invitationer, men det er temmelig anstrengende i længden. Jeg har nået min kvote af nye bekendtskaber for 2 mdr. Ikke overraskende er det særligt nordmænd, briter og andre europæere, vi hurtigst har fundet sammen med, og der er mange sjove og søde mennesker iblandt.
Andre dele af min hverdag er naturligvis tørklædet og min nye titel som Fru Henrik Winther, men det kræver særskilt opmærksomhed :)
